157
denne smukke unge Mand. Lad gaa! Thi han var saa ung, og Fru Kamp vilde ikke gjøre sig latterlig. Men maaske blev hendes Reservesværmeri, Kaptejnen, fra nu af for evig hendes Fjende. Havde Nogen været ædel i disse Dage, maatte det være Fru Kamp. Nu vel! Resignationen havde været hendes Lod fra hendes 21de Aar, mente hun.
— Der havde været Fare for, at De kunde miste Alt, hvis De ikke var kommen før … førend …
— Fare? Nej, Alt er i Orden, Frue, sagde Brinckmann med Sikkerhedens Enfold.
— Hvad for Noget? Kom det … det, De vèd nok, til en Afgjørelse i Haven i Gaar Morges?
— Ja.
— Aa fy! Det var stygt af Fanny ikke at betro mig det! Det havde sparet mig megen Kval.
— Jeg troede, De vidste, at vi var …
— Forlovede? Jo, naturligvis vidste jeg det, sagde Fru Kamp lidt stødt, for det kunde enhver jo begribe.
Fru Kamp havde ikke vidst det; hun vidste kun, at der var Mulighed for noget Saadant, men nu fandt hun det bedre stemmende med sin Værdighed at slaa over i den sikkert Under-
