159
Fanny kom. Hun var nær ved at skrige, da hun saâ Brinckmann.
Han styrtede sig imod hende.
— Elskede, søde Fanny, raabte han med en Tenortrompets metaldirrende frejdige Klang, … jeg ventede Dig i Haven, men fandt paa Bænken en Seddel hæftet med Oblat …
— Saa, kjære Brinckmann, saa, saa, saa! tyssede Fru Kamp.
Brinckmann slap Fanny med den ene Arm for at omslynge Fru Kamp med den anden, alt mens hans Læber tilvang sig Møde med Fannys. Han syntes, at Fru Kamp trak lidt i ham.
— Ja, søde Tante, nu kommer jeg, raabte han, og efter denne Afbrydelse kyssede han Fanny endnu engang, bød derpaa Fru Kamp til Kys.
— Aa Gud! hviskede denne og tog Haanden op for Øjnene.
— Fanny, Fanny! Forlad ikke min Favn! hviskede Brinckmann hulkende.
I det Samme gik Døren op. Kancelliraad Pramman traadte ind.
Fru Kamp ilede imod ham, omfavnede ham, vilde kysse ham paa Munden. Den gamle Apotheker afværgede det ret gratiøst og berørte hendes Kind med sine Læber; men kunde ikke forhindre, at Fru Kamp traf hans Mund. Hun
