Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/176

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

166

Kroppen til Siden som for at undgaa at berøre ham, gik hen til Postmesteren, lagde Armen om hans Nakke og sagde:

— Man siger jo nok, at Toldere og Syndere kan arve Guds Rige, men, naar de kommer til Apothekeres eller Farisæeres Bryllupper, saa siger man, at de bliver saa uvorne. Saa véd vor Herre, hvad han har at rette sig efter, naar de en Gang præsenterer deres Entrébillet til Paradis. Saa kan han leje Udsmidere i fornødent Fald.

— Hø, ja … saagu’, sagde Postmesteren og saâ paa Kaptejn Frick med Halvforstaaelsens underlige Fjollethed.

Værten følte Uhygge i Luften og skyndte sig med at faa sagt noget Ondskabsfuldt om det misundte Apothekerhus:

— Det skulde nu være saa stort med den Dyreryg paa denne Tid af Aaret.

— Den var tør som en gammel Støvlesaal, raabte Postmesteren med uhyre Energi.

— Han var kæmpestor i sin Rørelse, den gamle Apotheker, sagde Distriktslægen. Han og Brudgommen græd om Kap. Her … er den Pastor Brinckmann egentlig ikke en temmelig fersk Herre? Hvad, Kaptejn?

— Kjender ham ikke, sagde Kaptejn Frick dvask.