171
Kaptejnen saâ paa de ustuderede Embedsmænd med et usigelig lunt Grin og sagde:
— Jeg kalder De to Herrer til Vidne mod Doktoren. Jeg sagde fysiko-theologisk.
Toldforvalteren var bleven bange og havde stillet sig hen i et Vindue, thi filosofiske Udviklinger og videnskabelige Kunstord var ikke hans Sag. Postmesteren var heller ikke rolig og mente, at Kaptejnen var den Farligste af de tre klassisk Dannede, mere revolutionær end de to andre, maaske fordi han ikke havde Embedsexamen. Han fandt det da sikrest højt at indrømme:
— Jo, Doktor, det var, Skam, det Ord, Kaptejnen brugte. Det skal jeg bevidne.
Byfogden kunde ikke holde sin Latter tilbage, han maatte gaa hen i Havedøren og le.
Dagslyset derude havde faaet den linde Hensmægten, som kun findes om Efteraarseftermiddagene, denne fast umærkelige Mathed og Bleghed, der fordyber Farverne, alt mens Kulden ligesom sniger sig op fra Jorden. Et Øjeblik laa Blomster, Buske og Træer i denne milde Kulde under en dyb Tavshed, kun afbrudt ved sagde knitrende eller knækkende Lyd.
Da snoede sig en klukkende Lydbølge gjennem Luften. Hvad var det? Fuglekvidder i den sene Høsteftermiddag? Umuligt!
Saa susede og strøg Noget, mens de andre Lyd standsede.
