173
Forsvarsstilling mellem Herrerne, denne lille indknebne Haves Sceneri — var det Hele ikke som en Parodi paa hin tindrende Sommeraften, da de samme Piger med det blotte Haar glinsende i Solgløden, letskoede, sprang som Staalfjere rundt i den tætløvede vidt udstrakte Apothekerhave?
Var det hans, Kaptejn Fricks, sidste Sommerdag? Vilde nu den Ungdom, han havde holdt paa i dens Flugt, for evig vriste sig fra ham, hensmægte i Efteraarsfugtigheden og dø i Vinterfrosten? Ja, selv om han skulde se en Sommerdag endnu, vilde da de samme Piger ikke være lige saa fjollede som sidste Sommer, flagre og fjante, indtil de havnede i et dumt Ægteskab som Fanny Pramman? Nyd dog Øjeblikket engang! raabte det i ham. Du bliver gammel. Gjer dog Grebet! Det havde han jo forsømt gjennem mange Slægter af unge Piger.
Han tænkte et Minut paa at mane sin Ungdom op igjen til en stor Kraftanstrængelse, paa at løbe ud og lege med de omhyllede Piger, slynge Armen om de smidige Liv, tvinge Rødt i Kinderne og Glød i Øjnene. Men Skuddet klikkede i ham.
— Jeg tror, jeg sagde Dem, Doktor, at jeg ikke kunde blive i Aften, sagde han til sin Vært. Der ligger Skriveri og venter paa mig, og det maa paa Posthuset endnu i Aften.
Almindelig Protest! Men Kaptejnen stod
