176
og bibringe hende dem et for et, den ene Pille bitrere og giftigere end den anden. Det passede bedst for en Apothekertøs.
— Puh! Hvad kom den «Backfisch» for Resten ham ved? Igrunden var det ham dog ligegyldigt, enten hun havde taget den gejstlige Snakkemaskine eller Rakkerens Dreng! En dum forkjælet Tøs!
Endnu højere løftede sig hans Bryst i Trods mod Naturen, mod Aftenkulden, mod Apothekeren og mod Alt, hvad hans var, lige fra Fanny til den forsvundne Vismann. Hvor følte han sig stor og overlegen overfor al den Usselhed, han hele sit Liv havde været omgivet af! Hvor trodsig, taktfast lød ikke hans Støvlehæles Trin mod den Jord, han følte sig stærk nok til at betvinge!
Han havde Lyst til at bøje ind i Byen og gjennem det afsidesliggende Stræde passere det begroecde Stendige til Apothekets Have. Hans Fodslag mod Stenbroen maatte kunne give Ekko ind fra Haven og ligesom skræmme denne store Have i dens dvaske Vigtighed og Selvbehagelighed.
Han var ved at foretage denne Sejersgang. … men … Gud véd, hvorledes det gik til? . . han kom til at mindes et Morbærtræ i den Have, saâ det tydelig, som det stod paa en lille aaben Græsplet. Han vidste, at den gamle Apo-
