197
signende paa hendes Hoved. Den stak sig paa Hatteblomsterne og fôr vild i Pandehaaret.
Pastor Brinckmann og hans Hustru sad i Agestolen. Indsidderen stod bag i Vognen og kjørte med Tømmerne løftede over Kapellanens og Fruens Hoveder.
Provsten hilste Kancelliraad Pramman med en hoverende Høflighed og gik op mod Præstegaarden, hvor hans Vogn stod. Apothekeren vilde ikke tage mod saadant et Udspil uden at forsøge paa at stikke det saa flot henslængte Kort.
— Aa … — sagde han … og vort gode Maaltid, Deres Højærværdighed! Det var dog forbandet!
— Deres Datterdatter og hendes Mand ville mættes med de Ord, som udgaa af Guds Mund, svarede Provsten . . og de ere bedre end Brød, Hr. Kancelliraad! God Morgen!
Apothekeren turde ikke sige Noget derimod højt. Indvendig sagde han til Provsten: Din hykleriske Grovæder! Han var arrig. Han følte, at hverken Provsten eller hans Svigersøn kunde have handlet saaledes, hvis de ikke havde været tvungne frem af og beskyttede af en Magt, en Tradition, en Organisation. Var det Religionen? — Var det blot den officielle Kirke? I hvert Fald var det Noget, der stod solidt, myndigt, bydende, Noget, som krævede Lydighed og Hengivelse, noget Disciplineret … Noget, som Apo-
