200
store gamle Port, der endnu gjenrungede af Vognens Rumlen, sagde han:
— Agathe, var det dog ikke rigtigt, at jeg ikke tilbød Fanny og ham … Præsten … min Wienervogn ?
— Ih Gud! … Angrer Du, at Du ikke har bragt baade Dig … og jeg vil ikke tale om mig … og maaske hele Byen den Pest?
— Ne . . e . . j … Men det var jo Fanny!
— Ja vel, ja vel! Hun er dog kun et Menneske og ingen Guddom.
Naar en Vits faldt den gamle Kancelliraad ind, kunde han ikke holde paa den, han fortsatte derfor inde i Korridoren;
— Hm . . ja . . der maa jeg, Skam, give Dig Ret, Agathe! Havde hun selv været en Gudinde, havde hun ikke nøjedes med et Guds Lam til Mand.
Hele Resten af Dagen ulmede der i ham et afmægtigt Had til Sofus Brinckmann. Naar han brugte sin Spyttebakke, tænkte han paa ham.
XVI.
— Fanny . . vi vandt Sejr! Fanny! vi væver paa Bryllupsklædningen.
Fanny sad og krøb sammen i den bidende
