202
drejede ind paa den usle Markvej mellem de to dinglende Poppelskud. Fra det dybe Hul eller rettere en hel lille Dam, Aarsagen til Stødet, sprøjtede Vandet helt op over Vognens Fading.
Der laa det temmelig nye til to Indsidderfamilier indrettede Hus et Stykke inde paa den bare Mark. Paa Ydervæggen grinede det spinkle Fyrrebindingsværk raat ud fra den alt afskallende Kalkpuds. Det Hele var karrigt, magert, lurvet, selv Straaet paa Taget syntes taget saa nærigt som muligt. Farveløst, uden Mos, struttede det kort ud over Husmuren som en Rekruts kortklippede Nakkehaar over Halsbindet. Bart og uden Ly laa Huset. Nogle Kartoffelbede skulde vel forestille Haven, men de løb uden synligt Skjel sammen med Marken. Et fugtigt Pløre til alle Sider! Endog to Poppelpile havde fundet Omgivelserne for golde og uhyggelige. De havde ikke gidet voxe; de vare gaaede ud sidste Sommer. Nu stod de døde Stammer og lod sig piske frem og tilbage. En graabroget Kat strøg et Stykke langs Muren. Den satte i vild Flugt, da den opdagede Vognen.
Pastor Brinckmann kastede sin Rejsepels fra sig paa Sædet, og trods Præstekjolen sprang og løb han ind i Huset, holdende Fanny fast i den ene Haand og Alterkalkens Futteral i den anden. Indsidderen gav sig god Tid til at løsne Skag-
