205
Pastor Brinckmann ledte i sin Lomme. Han havde ikke faaet sin Ritualbog med. Trods sin theologiske Examen og de praktiske Prøver, han havde taget, alle med Laudabilis, mindedes han ikke, om der var et Ritual lagt til Rette for en saadan Situation. Han raabte til sin Hustru:
— Fanny! Stem med i en Psalme!
Og med sin kjønne Tenor stemmede han i, idet han sagde hen til sin Hustru: Syng med, Fanny!
At sige Verden ret Farvel
i Livets Gry og Livets Kvæld,
er lige tungt at nemme.
Fanny sad gjennemrystet, sløv af de vexlende Sindsbevægelser, blev ikke vaagen, før en høj Tone fra hendes Mand og en tydelig Udtale af de smukke Ord greb hende i Strofen:
Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine Kjæres Dragt
og sæt dig ved min Side,
og tal med mig, som Ven med Ven,
om hvor vi snart skal ses igjen
og glemme al vor Kvide!
Da sang hun med, blødt og drømmende, til Psalmen var endt. Først da opdagede de, at den Dødssyges Mand ogsaa var tvungen med ind i Sangen, men den Psalme havde han ikke kjendt. Adskillige Sekunder efter Præsten og hans Kones Sang lød hans snøvlende Recitation paa en hel
