213
Klaveret stod aabent, leende imod hende med Tangenternes fulde Tandrække. Hun anslog en Akkord. Noget Koldt og Fedtet mødte hendes Fingre.
Hun hyllede sig ind i sit Shawl, gik atter ind i Spisestuen, satte sig paa sin forrige Stol og græd.
Man bliver træt, en Kvinde maaske mest, af at græde. Da Sindet og Øjnene vare blevne tørre, paatvang Reflexionen sig den unge Præstefrue. Den kom som en Smerte. Den begyndende Frosts Isnaale stak de bløde Dele i hende til Blods.
Aa, hvor var det Hus hende fremmed! Aa, hvor var den Mand hende fremmed, han, hun havde hengivet sig til, forfjamsket og vejvild, tirret og drillet, som hun var, af … Kaptejn Frick. Hvorfor var hun taget fra «Bedste»? Der havde hun det saa godt, saa blødt. Der kunde hun læse i de moderne Bøger om de Fattiges Nød og Sorg, bede «Bedste» om tyve Kroner til Vismanns fattige Familie, paa Kaptejn Fricks Opfordring strikke Uldtøj til de Fattige i sine «ledige» Timer.
Men det Skrækkelige, hun havde sét i Dag … det kunde hun ikke magte. Den menneskelige Elendigheds Masse, gjort endnu mere uigjennemtrængelig ved et sløvt Slavesind, cen dum, stivsindet, «materialistisk» Trods som hos den Ind-
