215
Ja . . hendes Sovekammer havde «Bedste» jo ogsaa lavet til med disse egemalede Paneler i Stettehøjde, med disse polstrede Vægge omkring de to store, prægtig udstyrede Jernsenge, med disse store Servanter af Mahogni og Marmor . . med dette vældige Psykespejl!
Hun saâ sig i dette Spejl. Hun sagde ved sig selv: Det er ikke Fanny Pramman, det er Fanny Brinckmann!
Hun vrængede ad sit Spejlbillede. Hvad gjorde det til syvende og sidst, om Kopperne hullede hendes Ansigt, hendes dejlige Hænder, hendes blode Hals … Hvem havde hun at være kjøn for?
I samme Øjeblik, som disse Tanker lynede igjennem hende, blev hun yderlig vred paa sig selv. Hun slog sin højre Pegefingers lille Kno til Blods imod Randen af sin Servantes Marmorplade og sagde højt:
— Jeg elsker … jeg vil elske Sofus Brinckmann!
Var der Nogen i Stuen, der lo? Nej. For, hvis Nogen havde lét, saa skulde ….
Fanny faldt paa Knæ paa en Skammel. Kaptejn Frick løj; hun, Fanny, var troende som sin Mand. Hun bad højt sit Fadervor.
Hvad der var præket for hende i Barndommen, fik Magt over, hvad der var præket for hende i hendes Ungdom. Det Første havde
