218
Kviste spredtes med lydløst Fald ud over den gulgrønne Græsplæne. Det suste, brægede og hvinede ude i den gamle Præstegaardshave; inde buldrede og brummede Kakkelovnen gemytlig og syntes at sige: «Den gamle Præst og jeg har det godt. Jeg gjør det lunt for ham og Alt, hvad hans er. Skab Jer derude, som I vil, I exalterede Labaner af Vind og Vejr, Buske og Træer! herind i denne Stue skal vanvittig Revolution aldrig faa Indpas; jeg og Pastor Sørensen ere konservative, og vi skal vise Jer, at, selv om Dyden maa forgaa, skal Svinelæder bestaa.»
Den gamle Præsts glinsende hvide Sølvnakke skinnede hans brysk indbrydende Kapellan i Møde, stille, urørlig, ærværdig som en Maner om at tage Tingene med Ro. Det varede en Stund, Inden den rørte sig, trods det, at Brinckmann to Gange raabte.
— Pastor Sørensen! Pastor Sørensen!
Endelig skiftede Nakken Plads, Det bleggule, men trivelige Ansigt med den lille Næse og de store buskede Bryn, tætte som et Overskjæg paa en gammel Oberst, vendte sig mod Kapellanen. De lyseblaa Øjne kikkede ud som Vintersol gjennem Gardiner.
— Hem … naa—aah! Hvad vil De saa, gode Pastor Brinckmann? lød den gamle Sognepræsts Røst, hvislende over de tandløse Gummer, alt mens et kraftigt Pust sendte en vældig Damp
