220
— Hm . . hm . . ja, hun havde jo Kopper, Konen … De skulde lade Deres Præstekjole gjennemryge med Tjære … naa, vi Præster tør jo lige saa lidt være bange for smitsomme Sygdomme, som brave Soldater for Fjendens (han udtalte det Fiendens) Kugler … me …. n, kan Soldaten dække sig bag et Gjærde ….
— Men saa kom jeg hjem til det dækkede Bord, som min Hustrus gamle Bedstefader havde beredt til vor Fest, og saa skammede vi os over den Overflod.
— Ja …. Herren er den, som gjør fattig, og den, som gjør rig . . o …. o … g.
Nu kom Begjæringen om, at Pastor Sørensen skulde give Vogn til at kjøre al den gode Proviant til Indsidderen. Hans Formaning var saa indtrængende og myndig, at den gamle Præst blev stødt og sagde:
— Min Vogn og mine Heste er dog vel mine egne, gode Pastor Brinckmann! Jens Knudsen kjørte Dem jo hjem selv, fortalte De. Hvorfor sendte De ikke de Fødevarer hjem med ham selv?
— Jeg glemte det af Sindsbevægelse og af …
— Naa, og saa skal det gaa ud over min Karl, mine Heste og min Vogn i dette Herrens Vejr.
Brinckmann betvang sin hidsige Indignation
