Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/246

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

236

Kone, lægger han en Femogtyveøre paa hendes Dyne til Havresuppe og saadant Noget. Men se, den tager jo Per Persen og omsætter i Brændevin. En slem Person har han jo været alle sine Dage.

— En ren Slubbert.

— Ja, jeg tænkte paa det samme Ord, Hr. Pastor! for det passer allerbedst paa ham. Og saa griner han og et Par andre fordrukne Fattighuslemmer, som samles i Smutkroen hos Skomageren, ad den gode Pastor Brickmann, og de deler alle tre med Per Persen, hvad Pastoren har givet Konen imod Delirium.

— Hæ—æ. Ja, det er noget Pak.

— Per Persen synger Psalmerne igjen for Skomagerens Gjæster paa en Maade som …

— Naa, paa en parodisk Maade.

— Ja, Hr. Pastoren siger, hvad jeg tænkte paa.

— Men det er forargeligt, Randlev.

— Det er det, Hr. Pastor!

— Det burde De sige Pastor Brinckmann, Randlev.

— Jeg? Hr. Pastor!

— Nej, det er sandt. Det kan De ikke. Det er Snak af mig. Og jeg vil ikke. Jeg er virkelig for gammel til at snakke op mod hans nymodens Kategorier og . . upraktiske Theorier. Rent ud sagt … det er under min Værdighed. Hm. … se, der løber han til Gredsted Fattighus!