254
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
da fødes det lille Barn Jesus igjen.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
det er vor Frelser, det er ham selv.
Derfor Naturen saa huldt og skjønt
sig fryder og klæder i Haabets Grønt.
Hun lo højt, da han afbrød sig.
— Men Gud . . jeg sidder her i Tanker og spiser altfor meget. Bare jeg ikke bliver syg. Ja, Du ler, kjære lille Fanny! Men, da jeg kom fra den søde gamle Kone i Grædsted, saa gik jeg ind hos Rasmus Mogensen paa den Udflyttergaard der ved Omdrejningen af Vejen og saâ til Gaardmandens gamle Moder, en Aftægtskone, som ligger af Benedder i den ene Haand, og der spiste jeg dejlige gule Ærter med grønsaltet Flæsk til, for jeg bliver saa sulten af evindelig at tale og prædike … Aa, det har jeg rent glemt. Bare jeg sover godt i Nat! Søde Fanny … sæt ikke Kjød paa Aftensbordet! . . Hør, skal vi blunde en Timestid inde i Dagligstuen i Mørke … aa . . og lade Kakkelovnens Buldren lulle os i Søvn, mens vi begge to tænker paa og gjennemgaaer i vort Indre de skjønneste Melodier, vi kan huske? Skal vi det Fanny?
— Ja, sagde Fanny hen i Vejret.
Snart lød gjennem den lune Dagligstue Brincksmanns dybe Aandedræt i Søvne; det gik
