260
dan som jeg har gjort nu i over tredive Aar. Saa kan Gaasetøsen holde med Kap’lanens Rel’ion, Jeg er lige glad, for Enhver bliver salig ved sin Tro.
XXI.
Kancelliraad Pramman sad ved Frokostbordet
med Fru Kamp en Formiddag i Forsommeren.
Frokosten var efter gammel Skik anrettet i
Havestuen trods det, at Sommeren dette Aar havde
meldt sig med Kulde, Slud og Blæst. Roserne
uden for havde maattet vove sig frem, men de
hang med Hovederne, forfrosne og forpjuskede
som Baldamer efter et landligt Bal, naar
Morgendæmringen belyser dem paa Vejen til de ventende
Vogne over den sølede Gaardsplads. Som om
det kunde være i Oktober, hang Regndraaber
tungt paa Buskenes Blade, indtil de langsomt
drev ned ad Stilkene, modstræbende det
uundgaaelige Fald. I enkelte korte Mellemrum fik
Solen skubbet sig frem mellem de drivende
langfrynsede Skyer, satte et grelt Grin op imod
dem; Blade og Blomster lo lige saa arrig
fortvivlet; men det Graa fik snart den døsige
