262
Apothekeren fôr let sammen, da han i Dag paa Slaget elleve traadte ind i sin Havestue. Fugtigheden slog mod ham fra Haven derude som fra Væggene derinde. Fru Kamps tjenstlig smilende, endnu kjønne Ansigt syntes ham lige saa koldt som det hvide Sollys, der i dette Øjeblik anstrængte sig for at bøje sig frem i det Graa.
— Bliver det Vejr ved, vil jeg have lagt i Kakkelovnen og spise Frokost i Spisestuen, sagde han, mens han med Gaffelen pirrede ved et Stykke Trøffel paa sin Tallerken.
— Men, kjære Pramman, tag dog et ordentligt Stykke Kotelet! Den en ristet . . jeg tror nok, den er saadan, som Du vil have den, sagde Fru Kamp.
Apothekeren svarede ikke. Han knappede sin Morgenfrakke, skuttede sig, skjænkede sig et stort Glas Portvin og slugte det i en Mundfuld.
— Er Koteletterne ikke gode? spurgte Fru Kamp.
Hidtil havde Apothekeren altid besvaret lignende Spørgsmaal om Retterne fra Fru Kamps Side med et hurtigt: Jo, Gud bevares! men i Dag kunde han ikke beherske sin Misfornøjelse og sagde mut:
— De er brankede.
Da han hørte sine egne Ord, gjorde det ham ondt, og han vilde have gjort en venlig
