Spring til indhold

Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/284

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

274

S. Kierkegaard, de geologiske Perioder eller Andet, som han kaldte storartet. Kaptejnen sagde:

— Ja, vi kjender jo hverandres Anskuelser om kirkelige og religiøse Sager eller rettere om Orthodoxien. Men jeg har Respekt, en Pokkers Respekt, for en Mand, der sætter Noget ind paa Kjærlighedsgjerninger, der besøger Folk med Kopper, Fnat, Kolera, Tyfus og trodser det ordinære Krapyls Grin. Og det har Brinckmann gjort.

— Saa—aa? Trodset det ordinære Krapyls Grin? Hvad for noget Krapyl?

— Gamle dvaske Præster, forædte Gaardmænd, kalkunske Proprietærer. De kan tro, jeg satte den Studepranger Ulkebøl til Vægs forleden. Jeg spillede L’hombre med ham paa Krogerup. Der satte den Karl sig til at raillere over Brinckmann og sagde, han burde bindes som en gal Hund, fordi han bragte Kopper til Byen fra sine Sygebesøg.

— Hm … ja! Hvad sagde De, Kaptejn?

— Nu skal De høre. Jeg sagde til ham: De er altsaa Hedning, Hr. Ulkebøl? Han bandte og tordnede paa, at han var en rettroende Kristen, men derfor behøvede man ikke at være et Svin. Saa sagde jeg: Saa maa Kristus have været et Svin, siden han rørte ved de Spedalske. Saa blev den tykke Grovæder aldeles guddommelig pathetisk og sagde: Hr. Kaptejn, jeg taaler ikke,