277
blev klemt tilbage som en elastisk Springdukke i sit Futteral.
— Vi tager strax ud til Brinckmann, sagde Kancelliraaden. Du vil vel med, Agathe?
Nu brast endog Fjeren i Springdukken. Den laa slasket sammenfalden paa Futteralets Bund. Fru Kamp var lige ved at græde og sige, at hun paa ingen mulig Maade vilde med. Men saa meldte Pligtfølelsen sig, syntes hun. Hun skyldte dog Fanny at holde Kontrol med den farlige Mand, som nu igjen vilde nærme sig hende.
— Du svarer ikke, Agathe! Vil Du ikke med? spurgte Kancelliraaden igjen.
— Jo, jeg — vil med, Pramman, sagde hun med en ikke fuldt bekæmpet bitter Resignation.
Kjøreturen derud blev hende derimod til en Trøst og Triumf. Kaptejn Frick var Opmærksomheden selv imod hende, lagde Vognens Puder til Rette bag hendes Ryg, samlede Rejsetøjet om hende og holdt et langt Foredrag imod emanciperede Kvinder og for den Poesi og Umiddelbarhed, som man kaldte Kvindens Svaghed, men som i Virkeligheden var hendes umaadelige Styrke. Tabte hun den, vilde al Livets Musik forstumme. Fruen svælgede i hans Aandrighed og lo sammen med ham, da de hørte Kancelliraaden snorke.
