279
den hvide Mur lige foran. Paa den anden Side Haven laa en Kjørevej; hinsides den en Bondegaard. Stuehuset vendte ud til Vejen med sine uregelmæssig anbragte lave smaarudede Vinduer, fulde af Pelargonier, Geranier og Hortensiaer. Ud til Vejen laa den smalle Del af Bondegaardens Have: en Græsplet med mange enkelte Roser. Den større og bredere Del strakte sig bagom, langs Udhusene til begge Sider.
Skyggen af dirrende Blade og faste Tremmer prentede dansende Prikker og Striber, begge Slags lige forstyrrende, imd i den elegante engelske Bogs Text. Stedet var aabenbart alt Andet end heldig valgt til Læsning og Overvejelser af det Læste. Nej, Fanny vilde ned under Hybenbusken lige ud mod Vejen og vende Ryggen til det hvide Stuehus i Bondegaarden.
Saalerne i de udskaarne Saffianssko knitrede sagte mod Gangens skarpe Grus. Ved hvert Skridt lynede Strømpernes Purpur frem under den fine drapfarvede, kniplingsbesatte Lærredsmorgenkjoles nederste Søm. Samtidig hørte hun en langt dumpere Lyd i Haven lige over for: tunge Svup i den vaade Jord.
Om Hjørnet af Længen til venstre for Fanny kom Gaardmandens unge Kone gaaende langsomt. Hun havde et lille Barn paa Armen; hendes venstre blottede Bryst blev suget spidst ud af
