Spring til indhold

Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/335

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

325

— Ja … noget … ja—a. … En stor Aand!

— Kan Du huske, at han et Sted lader En holde Tale til de Meddøde?

— Det er overspændt … Naa … aa. Herre Gud, nu forstaar jeg Dig, Fanny! Kys mig, Barn! Du tænker paa din kjære, saa tidlig bortrevne Mand.

— Hm! … han kommer af og til i mit Selskab af Meddøde.

— Fanny … Du er egentlig … jeg mener aandelig talt … bleven meget ældre end jeg, siden Du blev Enke. Men jeg tror, jeg er mere Kvinde end Du. Jeg er som en Ranke, der skal knytte sig til en stærkere Plante. Jeg er kun skabt til at være en Mands Hustru. Aa, min salig kjære Mand! Jeg kommer aldrig saa vidt, at jeg kan forstaa, at Kvinden er Noget som helst, naar hun ingen Mand har.

— Du har Ret, Tante Agathe! Du er meget yngre end jeg.

— Kan Du se, jeg havde Ret, mit Barn!

— Aner Du … har Du nogensinde tænkt over, hvorledes det skal gaa os, naar Bedstefader falder bort?

— Aa, han er jo en rask Mand endnu.

— Han?

— Naa, ja, han er jo oppe i Halvfjerdserne. Engang maa Alderen jo gjøre sin Ret gjældende.