329
op ad Trappen til første Sal og gaaede ind i Fannys Værelse.
Konen sad noget forlegen og strøg Hænderne over sit sorte Silkestadsforklæde, glattede og pillede ved det.
— Herre Gud, Frue! sagde hun; De bær stadig Sorg for salig Præsten.
Fanny havde bestandig klædt sig i sort Silke, siden hun blev Enke. Nu hørte hun første Gang en højlydt Bemærkning om sin Dragt, blev misfornøjet med den, den var jo egentlig hyklerisk.
— Det er virkelig mest af Dovenskab, sagde hun.
Kristen Povlsens Kone nikkede langsomt og alvorlig og sagde:
— Ja, Klæder er dyre i disse Tider. Det er vel Klæder, De har havt fra gammel Tid. Hvad der er spart, er spart. Tiderne er knappe.
Fanny saâ skarpt paa hende. Konen gav sig til at græde.
— Er der Noget, som er gaaet galt for Dem? spurgte Fanny.
— For mig! — Næ—j. … Ja, jeg er jo kun en Bundekone, men Fruen har ellers altid snakket saa redelig med mig. Men kanske det var forkert det, den tykke Ulkebøl og Manden snakkede om, da de drak Kaffe i Gaar … om, at det … ja, om Forladelse, Frue … at det ikke saâ godt ud for Deres Farfar, den gamle
