331
tænke, at jeg tænkte mit ved det, om jeg ogsaa ikke sagde Noget, for, naar Mændene har faaet for meget, saa skal Konerne bare tie stille eller snakke dem efter Munden. … Men hvad vil Fruen leve af, hvis der skulde hændes Noget? For den Slags Fruentimmer i Fruens Stilling, de kan jo have lært mange kjønne Ting, men det er vel ikke Noget, de kan leve af som Damer. … Men, hille den! Klokken er mange, jeg er bange for, at Manden faar spændt for, inden jeg kommer ned hos Værtshusmanden i Pølsestræde, og saa bliver jeg ulykkelig. Farvel, lille Frue! Ja, jeg synes, jeg skulde sige Dem, hvad jeg har hørt.
Fanny satte sig i den brede Vinduesfordybning med Hænderne strammede over Knæet. Hun tvang Alt i sig op, hvad hun kunde opdrive af Koldt og Klart. Kristen Povlsens Kone havde altid virket paa hende som en kølig sund Douche. Fanny var tidt, naar hun havde talt med hende, kommen til at tænke paa det berømte Ord: «In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister.»
Nej, hun havde virkelig ikke lært Noget, som hun kunde leve af! Hun var ikke voxet ud af en sund Jord under Luftens- og Lysets fulde Virkning. Dette gamle Apothek havde været en Stat i Staten, en Republik St. Marino, et Fyrstendomme Lichtenstein. Saa længe hun kunde huske, havde hun set ned paa sine Veninder og
