332
fjernet dem, naar de ikke havde villet hylde hende. Hun havde svajet om for Luner og Stemninger. I et saadant Lune, i en saadan Stemning havde hun bundet sig til en Mand, i uklart Sværmeri havde hun sværmet for den halvgamle Kaptejn. Facit, som endte hendes lange Regnskab, var:
— Jeg er et unyttigt Menneske.
Det bankede paa hendes Kammerdør. Hendes forste Følelse var Vrede over, at Nogen turde vove at forstyrre hende i hendes Helligdom. Skulde det være «Bedste»? Ja, det kunde vel ikke være nogen Anden.
Det bankede anden Gang. Hun sagde: «Kom ind!»
Provisor Bolbergs rumfyldende Skikkelse viste sig.
Hun tog sin Fornemhed fangen og hilste paa den Indtrædende. Med en Sikkerhed som en berejst Probenreuter, med en halvdannet Mands overdrevne Skrabud og Buk gik Farmacevten med korte og hurtige Skridt længere ind i Stuen, standsede bag Ryggen paa en polstret Stol, lagde sine store Hænder paa den og sagde:
— Anmoder ærbødigst den ærede Frue om et Øjebliks Samtale.
Fanny gjorde en Haandbevægelse, mens hun med den lynsnare Fart, som den aandelige saa vel som den fysiske Selvopholdelsesdrift sætter Tankegangen eller Beslutningsevnen i, rustede sig
