353
Portemonnaie og rakte Konen den. Konen saâ paa hende med opspilede Øjne og stammede:
— Men kan Fruen ogsaa? . . Savner Fruen ikke? . . eller jeg mener … Vil Fruen ikke komme til, . . at …?
— Jo, det kan nok være. Men den Tid den Sorg.
Fanny gjorde brat omkring. Hendes Slør viftede kjækt i Vinden som et Flag paa en Skude i frisk Kuling. Sikkert og elastisk gik hun hen ad Vejen. Hun havde faaet Magt over sig selv.
Konen stirrede stadig efter hende, forbavset som over noget Meningsløst.
— Det har dog altid været nogle sære Folk, de deroppe paa det gamle Apothek, sagde hun.
XXVII.
Naar man er rigtig mattet af lange og mange Sjælekvaler, kommer Galgenhumoren som et livs- og nervevækkende elektrisk Stød. Fanny havde energisk tvunget sine Skridt ned i Jernbanegade, havde sagt til sig selv: Ogsaa denne Kalk skal tømmes, havde følt Reaktionens Træt-
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
23
