29
tale over Hovedet paa Enhver, der sagde Noget til ham, han ikke gad høre paa. Først lod han, som om han ikke havde hørt den krøllede Kandidats Henvendelse. Men, da han gjentog den tæt ind i Øret paa ham, tog han til Huen og sagde ud i Luften, uden at løfte Øjnene fra Jorden:
— Jeg skal op til Kancelliraaden.
— De vil altsaa ikke være med.
— De taber Deres Broche, Frøken Holgren.
Kaptejnens Røst strøg atter hen over Kandidaten, som om denne ikke havde besværet det tomme Rum med sit Legemes Volumen. Med en stor halvcirkelformet Haandbevægelse ned fra Huen og med smilende Mund og Øjne hilste han op til et Vindue ved Siden. Bag Persiennerne lyste virkelig Kancelliraad Prammans rødlige Næsetip, og Kaptejnen styrede efter den som efter et Fyr, gik forbi alle de unge Damer, som om de ogsaa var tom Luft, og var i faa Spring oppe ad Trappen og inde i Havestuen, gik til venstre og bankede paa Døren til et lille Kabinet. Der havde den gamle Apotheker først taget sin lange Siesta, dernæst havde han set paa de unge Pigers Leg, glædet sig med ren Bedstefaderglæde over sin Fannys gratiøse Bevægelser og hindeagtige Løb over Plainen og over den lille Katastrofe med Julie Spang, ligesom de gamle Herrer, der i sin Tid skal have beluret Susanne i Badet.
