403
Det summede og suste, sagte uregelmæssig musikalsk som Vindharpetoner . . . en underlig Vellystfølelse omspændte hende, alt mens hun følte sig baaren af Ringaandens Arme.
XXX.
Midt i sin søde Eftermiddagssøvn var den gamle Apotheker bleven vækket ved et Knald. Explosionen bragte den brændende Lampe paa Bordet til at ryste og klirre.
Den Gamle saâ sig om, forvildet og forvirret. Hans Haand fôr hen over den blanke Pande. I et Par Sekunder troede han at have orienteret sig.
— For en Ulykke! . . . Hvad er det for nogle Kjødhoveder af Folk, man har nu om Stunder? udbrød han. Nu har jeg havt Apotheket saa længe, og først nu . . . ja, hvor mange Dage er det siden, at han . . . hvad hed han? . . . Drengen fra . . . hvad hedder nu det Stræde . . .? . . . at han lod Kamferdraaber explodere, og nu knalder de igjen noget af i Laboratoriet! . . . Saa skulde da . . . Naa, Bolberg røfler vel Klodrianen af!
Han skruede Lampevægen tilvejrs og rettede Kuplen ned i Ringens Fals, tændte en Cigar, satte Brillerne paa Næsen, udfoldede en Avis,
26*
