83
Frick, naar han ved Fru Kamps Indtrædelse pludselig havde overført sin Kur paa hende, eller naar han rent havde overset Fanny og fjaset med hendes Veninder, uden at hun kunde indsé, at hun havde gjort ham Noget. Dog, det gjorde påa den anden Side Kaptejnen interessant, gaadefuld. Han lod ane uudgrundelige Dybder i sin Sjæl og sit Sind. Uvilkaarlig overførte Fanny nogle af Byron-idealets Træk paa den danske Forstærkningskaptejn — især siden han havde sagt i en fortrolig Stund i det halvmørke Kabinet:
— Jeg interesserer mig i Poesien kun for Lidenskabens evige Trods, som jeg i Naturvidenskaben nærmest interesserer mig for de grandiose Jordrevolutioner.
Han, der ellers talte lutter Ironi, sagde dette med en tilforladelig Alvor, som fik Fanny til at tro, at Kaptejnens Interesser virkelig gik i den Retning.
Kaptejn Frick? . . Elskede hun da ham? Nej, det var ikke til at holde ud. Han kunde jo være hendes Fader. Det havde han selv sagt saa mange Gange, naar han havde lagt sin Arm om hendes Nakke. Men hvorfor havde han saa tidt gjort det i Mørke, som om der var Noget i, at en ældre Mand kjærtegnede en ung Pige? Hvorfor blev hun vred, naar Kaptejn Frick behandlede hende faderlig?
6*
