99
Partikulier Petersen.
"Ja, men jeg bliver hos Moder."
Petersen gryntede arrig og tog Overtøj paa.
"Hej, du Pauline!"
"Kaldte du?"
"Naar det lange Fruentimmer — hende, din Medlærerinde, kommer, mens jeg er borte, saa — saa —"
"Er det Frøken Holm, du mener?"
"Ja, ja, ja! Saa — saa —"
"Hvad saa?"
"Saa sig hende, at jeg har opdaget, at det er hende, som holder dig fra at søge Herrens Hus."
"Det har jeg sagt hende saa tit."
"Saa? Saa det har du? Men sig hende ogsaa, at —"
"At?"
"At —, hvis hun inte gaar, inden jeg kommer hjem, saa smider jeg hende ned ad alle Trapperne."
"Jo, det skal jeg nok," sagde Pauline og lo lidt.
"Naa, saa du griner?"
"Nu gaar jeg ind til Moder."
"Rejs ad — Saa, nu gik hun. Ja, det er nogle rare Nogle, de her i dette Hus. De kan rigtignok gjøre en gudsfrygtig Mand andægtig til at søge Guds Rige og hans Retfærdighed i Vorherres Hus. Saadan en grøn og næsvis Tøs! — Jeg gaar i Kirke," brølte han saa højt, at det rungede gjennem hele Huset.
Forinden listede han sig hen, drejede Spjeldet til paa Dagligstuens Kakkelovn med en saadan Kraft,
