122
Partikulier Petersen.
Det indgød P. J. Petersen saa megen Harme, at han følte den før svigtende Styrke blusse saa meget op, at han forholdsvis ret hurtig kom op ad Trapperne.
Hvad var det? Moskuslugt!
Partikulier Petersen sank i Knæ, mens han ringede.
Inden Nogen kom og lukkede op, hørte han Snakken og Graad bag Døren. Der var nemlig ingen Entree til Lejligheden.
Han stod og rystede og skjælvede. Ikke en Gang sine faa Tænder kunde han faa Magt med. Underkjævens Besætning greb ind i Overkjævens tomme Rum og omvendt, som Møllehjuls Takker i tilsvarende Huller.
Han ringede igjen, med hidsig Nervøsitet.
Stærkt strømmede det forhadte, det ødsle Lys fra Dagligstuen ud paa Trappegangen, som Husejeren aldrig havde villet spendere Gas paa.
To Lamper paa det gamle Divansbord! De to Sølvbryllupslamper!
Og sammen med Lyset en Steghede.
Langt henne i Stuens Baggrund, i Sofaen, hans egen Sofa, hvor han havde faaet saa mangen en Lur, læst saa mangt et Søndagsevangelium, sad to kvindelige Husbeboere. Deres Taarer glimtede i Lampelyset.
Nu saâ han først, at det var Pauline, som havde lukket ham op.
Hendes Øjne vare svuldne af Graad, men de sorte Pupiller gnistrede ham imøde, onde og vilde.
