132
Et Glimt.
Jeg fôr sammen, som om noget Koldt var løbet over et nøgent Sted paa mig.
Det var Gaardens Ejer. Ham kunde jeg ikke lide. Det var en velhavende Høkersøn fra en Kjøbstad, og han havde kjøbt Gaarden af den oprindelige Ejer, en forhenværende Fæstebonde, som havde gjort en god Handel og tjent mindst hundrede Procent paa Gaarden, thi han havde kjøbt den i den "gode Tid", da Herremændene solgte Fæstegods i Massevis. Den nuværende Ejer holdt mest af at kaldes Proprietær, tidligere havde han givet sig af med Kreaturhandel. Han røg hele Dagen daarlige Cigarer og vilde absolut om Aftenen traktere mig med daarlig Toddy:
"Der er Stemning over det Hele, hva'? Og se det har jeg jo opfattet, at det er Stemning, der sætter Fut i alle Sorter Kunstmaleri, hva' 'faler? Ser De, det er jo det, der mangler i det Skidt, jeg har hængende der inde. Naa, det er jo ogsaa billige Sager. Jeg har kjøbt dem for min blidere Halvdels Skyld. Ja vent, til De bliver gift, min Fa'r. Saa kommer De kanske til at maale Lærredet i Alenvis og lade Lærdommen fra Kunstakademiet ryge hen, hvor Vildgæssene flyver. Naa, vi mere oplyste Personligheder, vi forstaar jo Spøg, hva' 'faler? … Men hva' … hva'? Tror jeg inte, at det er den sorte Lisbeth, De har i Kikkerten? Ja hende er der i visse Maader inte noget i Vejen med? Ja, De forstaar jo Spøg og Plasér!"
Lisbeth rejste sig op, ligesom Kirketaarnets Uhr begyndte at sende en Række sitrende Metaltoner
