136
Et Glimt.
jeg vil give hende; hun kan æde saa meget, hun kan sla' i sig. Naa — hva? Har jeg saa'nte opfyldt min Menneskepligt, hva' 'faler? Naa, jeg skjælder hende aldrig ud; jeg kan saamænd faa hende listet hen i Grinehjørnet, naar jeg siger saadant noget gebommerlig Ugenert til hende. Jo sjoflere det er, jo værre hun griner. Naa, jeg opholder Dem."
Jeg gik uden om Stuelængen for gjennem Gaarddøren at komme til mit Værelse. Foran Døren stod Husmanden og ventede paa, at Gaardens Ejer skulde komme, at han kunde faa sin Dagløn. Med denne Husmand stod jeg paa en Slags fortrolig Fod. Han bar somme Tider Staffeli og Malerstol for mig paa mine Exkursioner og kjøbte Smaating til mig i Kjøbstaden. Han sagde til mig med en sveden Mine:
"Ja nu er De kanske færdig med at lægge Politiken ud med Manden, saa en anden En kan faa, hvad han skal have hos ham?"
"Ja, Gud ske Lov, nu er jeg færdig."
"Hæ, hæ, hæ! Ja Manden maa jo tage det med Vidtløftighed, for han er lidt uden for Bundestanden ligesom Herregaardssvin."
III.
Som Kjøbenhavner sad jeg længere oppe om Aftenen end Gaardens Beboere. Jeg tog en Bog
