141
Et Glimt.
Plads for det nøgne, fedtede Fyrretræ, stod frodig blomstrende Balsaminer, i den ene en højrød i en hankeløs skaaret Overkop af blaastribet "kjøbenhavnsk Porcelæn", i den anden en lilla i Ruinerne af en sort Lérthepotte. Det var smukke Blomster. Midt i alt det Hæslige stod de som et Par dejlige Versstrofer, citerede midt i en cynisk og triviel Bladkritik.
Lisbeth stod med bare Ben i et Par Træsko og ragede Noget af en gammel rusten Vandkande ud i en lille Balje. Jeg vil ikke sige, hvad det var. Det var Noget, hun havde skrabet sammen paa Veje og Stier, og som hun solgte til Hvidgarveren i Kjøbstaden. Det var den mest foragtede Forretning af alle dem, der dreves i Sognet.
Hun gjengjældte tvært min Hilsen. Da jeg uvilkaarlig røbede mine Lugtenervers Smerte, fniste hun raat og brummede:
"Ja, her støder vi inte Kanel."
Jeg sagde:
"Maa Deres … din lille … Tøs komme ind. Hun skal ogsaa males."
"Naa, der skal ogsaa grines ad hende. Ja, det kan jo være det samme, for hun har ingen Forstand paa det."
Hun løb ud, som hun var, hivede det skraalende Barn fra Haven ind i Stuen og smed hende ned paa Lergulvet.
"Det er Synd at tage saa haardt paa Barnet, Lisbeth", sagde jeg.
