146
Et Glimt.
Hulken og endelig tvang hende til at sætte sig paa Kisten.
"Er De vred, Lisbeth? … Hvad? … Eller bedrøvet? Hvorfor græder De?"
Hun fremtvang Ordene:
"Jeg .. er .. nej .. jeg er saa glad, saa jeg ikke kan taale det."
"Men hvorfor dog?"
Det var mig ikke muligt at faa mere ud af hende. Hun spurgte blot:
"Og skal det hænges op inde i Kjøbenhavn og sælges ligesom de Billeder der?" Hun pegede paa Kongen og Generalerne paa Væggen.
"Ja —"
"Herre Gud! Saa er man dog bleven noget værd", hulkede hun.
Mine næste Spørgsmaal om, hvad hun mente, var det mig ikke muligt at fremtvinge Svar paa.
Hvad mente hun med, "at man var noget værd"? Tænkte hun paa Pengeværdien? Eller var et dunkelt Begreb om en anden Værdi som et af Luften omvejret Frø faldet ned i denne Hjerne? Det var næppe troligt. Billedet var virkelig ikke "flatteret"; har det nogen Fortjeneste, er det brutal Ærlighed. Var det Gjenkjendelsens Glæde, der kastede dette Lysglimt ind i det uhyggelige Sjælemørke? Tilsidst vristede jeg disse Ord ud af hende:
"Det er blevet saa pænt smaat Altsammen."
Da jeg bød Farvel og vilde gaa, stod hun lidt og betænkte sig, men lod mig gaa uden at sige Noget.
