165
Hertugen.
tidig med, at Kammerraaden paa Møllegaarden blev Sogneraadsmedlem, tog denne ham hos sig paa Gaarden og brugte ham til at vogte Gæs. Han gav Husmandsfolkene en skrap Irettesættelse, fordi de havde behandlet Drengen saa daarlig. Konen græd, som hun var pisket, baade over Kammerraadens Skjænd, og fordi hun skulde af med "Lav's" — "for i den sidste Tid havde der jo ikke været novet undt Sind i Drengen, og 30 Daler var jo ogsaa Penge, men ded var li'e godt itte nok, og, hvor tosset Lav's end var, saa var det rart at se ham gaa og nørke om," naar hun sad alene, og Manden var paa Kroen eller laa og sov Rusen ud i Sengen, der om Natten maatte rumme dem alle Tre.
III.
Paa Møllegaarden førte Lars et sorgfrit Liv. Han fik al den Føde, han vilde have, havde ikke mere at bestille, end han kunde overkomme, og det Sjov, som Karle og Piger drev med ham, havde i Regelen en ret godmodig Karakter. Naar man snakkede godt til ham, var det en skikkelig Dreng, der efter ringe Evne udrettede, hvad man forlangte af ham. Saa meget diplomatisk Begreb havde han, at han vænnede sig til at le med, hver Gang de Andre lo ad ham, og de faa Skub og Stød, der en enkelt Gang faldt af, naar han havde gjort en Dumhed, forulempede ham ikke stort; han var vant til
