168
Hertugen.
lave Stuehusfløj, Møllehusets Bagside og den gjennemløbende Møllerende. Alle tre havde de pjuskede, stride, lidt uldagtige Haar og opstaaende korte, vrede Øren. Den sorte ved Mølletrappen har Navnet "Morian", almindelig udtalt "Maarjan", og hele Gaardens Besætning var enig om, at det var et galt, ondsindet Asen. Selv Møllersvenden smøgede sig saa tæt som muligt op i Hjørnet bag Trappen, naar han skulde passere Morians Hundehus, og Køteren undlod heller aldrig at vise ham hele sit hvide og spidse Tandapparat og at gø, som Himlen skulde falde ned, medens Fraaden drev ned fra dens laskede Mundvige. Men Lars stod paa en udmærket Fod med Morian. Naar han kom til den, enten han saa bragte den Mad — en Forretning, som vedkommende Pige med Fornøjelse overlod ham — eller han kom alene, vexledes der de varmeste Venskabsytringer mellem Lars og Morian. Køteren rejste sig paa Bagbenene og strakte Forpoterne imod Drengen, afvexlende hvæsede den hæst som en Gase, peb som en lille Gris, alt mens dens Halestump spillede som en Snogetunge. Og Lars gjengjældte dens Kjærtegn ingenlunde paa nogen sentimental Maade, men ved at gjø og hvæse efter den, ved at lægge sin Haand mellem dens Tænder og daske den forsvarligt over Krydset. Saa væltede de sig i Støvet eller Pløret foran Hundehuset, saa kreb Lars ind til den, snoede Lænken flere Gange om dens Hals, pustede den ind i Næseborene, øste Vand med Haanden af Møllerenden, naar der Vandstanden var saa høj, at han kunde naa det, og smed
