177
Hertugen.
skumplede videre og faldt snart i Søvn, uagtet han blev stødt, saa Indvoldene dirrede i ham.
En Dag kort efter sin tredie "Nedvisning", da Hertugen havde opdaget, at hans Husbond var kjørt ud, listede han sig efter Sædvane ind i Stuerne for at foretage sin hensigtsløse Gjennemstrejfning. Han saâ sig om som en Kat, der gaar paa Rov. Han gottede sig over den dejlige Kakkelovnsvarme, der hang ned over hans Hoved fra Bjælkelofterne og lumrede ham om Ørene. Hans Mund aabnede sig grinende af Velvære; han skuttede og kløede sig med Vellyst paa Ben og Arme, knappede den røde Trøje op og lod Varmen stryge ind under Skjorten paa det bare Bryst, men det skete i Løb.
Han var fra Dagligstuen kommen ind i "Mandens" Stue bagved denne. En Tapetdør stod paa Klem til et Sideværelse. Hertugen aabnede den forsigtig; men, da han befandt sig paa Tærskelen, gav han et Brøl fra sig, vendte om, løb gjennem et Par Stuer og sprang ud i Gaarden gjennem et aabent Vindue. Han løb som en Hare, der forfølges som en Hund, vovede sig ud i Møllerenden trods Vandets Kulde, krøb ind i den Længe, den løb igjennem, og skjulte sig i en stor Stabel Høvlespaaner i Huggehuset. Der laa han, skjælvende som et Espeløv, og en taareløs Hulken gjennemrystede hans Krop.
Og dog havde han ikke set Andet end en bleg, forgræmmet Pigeskikkelse sidde med et Haandarbejde ved et lille Sybord. Men hun havde set paa ham med saadant et sært Øjesyn, og det gjorde ham dødsangest. Nu huskede han Kagerne, Hvede-
