179
Hertugen.
Vindue blev staaende aabent, efter at den rengjørende Pige havde forladt Værelset om Morgenen, og anbragte det plumpe Ølglas med dets fortvivlede Indhold i Karmen, som han naaede ved at kravle op paa Husets kønrøgbestrøgne Kampestenssokkel, sprang ned igjen og grinede himmelhøjt af Glæde over sin Bedrift.
Blomsterne stod den næste Dag paa samme Plads. Hertugen fornyede dem paa samme Maade, og saaledes gik det i nogle Dage. Men Kagerne og Hvedebrødet udeblev. Dog kunde Drengen ikke bekvemme sig til den Hævn ikke at levere Blomster. Han rodede trolig op Alt, hvad han kunde finde af den Slags. Frøkenen saâ han aldrig.
En Morgen, da han kom med sine Bomster, var Vinduet lukket og Gardinet nedrullet. Som en Kat krøb han langs med Muren, snusede, lyttede og skottede. Der var ikke noget at se af hans Blomsterkost fra Gaarsdagen. Hertugen fornam en underlig Lugt i sin Næse. Hvad var det for Noget? — Jo, nu kunde han huske, at der lugtede ligesaadan i Kjøbstaden, hvor han havde været to Gange, ud fra et Hus med nogle store Kastanietræer foran, og som de kaldte "Appeteket". Hertugen syntes, at det var en "nydelig" Lugt.
Om Aftenen sagde Bryggerpigen ved Nadveren i Borgestuen:
"Simpelt er det med hende. De siger, at hun harker baade Lever og Lunge op. Det er ligegodt Forvalterens Skyld ovre paa Løvegaard."
"Ded er novet Vrævl", bemærkede Mads Røgter.
