195
Kjærestesorg.
deriblandt en Andrik, som ogsaa var hvid. Jeg passede paa det Øjeblik, som jeg ikke nu nærmere vil udvikle, og lagde flere saadanne halvskrællede Hesselkjeppe foran Vedkommende. Med stor Opmærksomhed betragtede mine spændte Øjne hver Dag det næste Kuld Ællinger, hver en af dem var, som Digteren siger
saa gul, og rund og ren,
ret som en Æggeblomme, der nylig har faaet Ben,
Men se! da de voxede til, vare de alle hvide uden Undtagelse. Dristig meldte jeg det til Skolelæreren. Han advarede mig for Rationalismen, det vil sige Forstandens Hovmod. Fra den Dag frygtede han mig med Misundelsens Lavhjærtethed og den nedrige Tænkemaades onde Øjne. Præsten var klogere. Sikkerligen har han i Løndom anerkjendt, at jeg kunde blive ham en farlig Kritikker, Konkurrent eller Bedømmer. Han læste med mig, og ved nogle Bønders Hjælp kom jeg paa Højskolen, da jeg i to Aar havde tjent Præsten, mere som Discipel end som Tjenestedreng. Tror Du, Læser, at det var af kristen Kjærlighed, han fik Bønderne til at give mig de gjerrigt og karrigt tildelte Penge? Du fejler da, kjære Læser! Atter af Frygt for min bestandig videre voxende Aandskraftighed, som vilde vide Besked, om Kristus havde maattet leve et Liv ligesom paa denne Klode paa andre Planeter, ifald de beboedes af Mennesker. Se selv og dem, om jeg ikke havde noget Filosofi i min Tankegang? Præsten studsede, men jeg disputerede ham imod,
