12
Tre Fuldmægtige.
evig kunde være god nok til det Gjøgleri, de omrejsende Skuespillere præsterede; det kunde ikke en Gang blive det svageste Gjenskin af, hvad de havde set paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn. Stam erklærede, at det var Synd for den gamle Have, der blev ødelagt ved det nye Byggeri, beklagede de gamle Frugttræers Død for den ubarmhjærtige Øxe og sagde:
"Ikke sandt, Krog? Det maa du, som Poet, da være enig med mig i."
Krog mumlede noget om, at saa store Grunde ikke kunde henligge til ingen Nytte. Klem stødte til Stam, smaalo og sagde:
"Gud véd, hvem der har skrevet Skjødet paa den Grund og besørget Handelen? — Véd du noget om det, Krog?"
"Ne—ej", svarede denne ganske forlegent.
"Skulde det være den gamle Prokurator Bølle?" vedblev Klem.
"Ja det er det nok, brummede Stam og slog kjærtegnende Krog over Benet med sin Stok.
Bag efter gjorde det dem ondt, at de havde drillet Krog. Det var dog for meget forlangt, at han skulde ofre sin Næring for Romantik. Da de ved Aftentid — det var om Efteraaret — blødgjorte af Toddy, gjorde deres Slag ned ad den lille Gade, indrømmede de villig Krog, at Theaterfløjens gule Gavl alligevel "stod kjønt" imod det grønne. Rigtignok var det saa mørkt den Aften, og Lygten blændede saa meget, at man ingen Gjenstande kunde skjelne, end sige Farver.
