217
Kjærestesorg.
saa det sved i hans haarde Haand. Da Niels vaagnede med et Vræl, havde han sagt:
"Ja vel er det Klø. Ja vel er det mod Tyendeloven. Du kan jo stævne mig og tage Maries Overdyne til Vidne. Du kan tage Lervaskerskaalen med, saa har Du jo to. Saa kan Du faa din Løn og stikke af med det Samme. Vil Du ellers Noget, kan Du møde mig for Retten og faa stævnet disse herre to Vidner til at bande paa, at Du har faaet en paa Kassen ud over kriminel Lavalder … Se saa til, Du faar lettet Bagfjerdingen, Niels, og faa samlet de Klæder, Du ikke har! saa har vi to talt det, vi skal tale sammen for det første."
Niels havde faaet samlet sig til en imponerende Holdning med Overkroppen. Han fik sagt:
"Med en levende og energifuld Protestering mod Vold erklærer jeg …"
"Ja, vel, det tror jeg nok," havde Kjeldsen sagt og forladt Kammeret for at gaa ud og vække Marie, som han antog maatte være i Karlekamret, for hvor skulde hun ellers være? Der var jo ingen andre Sengesteder udenfor Familiens end Pigens og Karlens.
Da Kjeldsen havde givet Marie den Irettesættelse, han fandt passende, tændte han sin Pibe, da han var kommen uden for Stalddøren. Da kom Niels imod ham.
"Mit Tøj er derinde," sagde Niels med tilbagekastet Hoved. "Det turde maaske tillades mig at tage det."
Kjeldsen pegede mod Karlekammerets Vindue
