14
Tre Fuldmægtige.
jo sin Beværtning i Theaterbygningen. Derhen søgte nu baade ældre Borgere, Provisoren paa Apotheket, de første Kjøbmænds Kommis'er for i større Nærhed af Aastedet med svælgende Nydelse at drøfte Aftenens Kunstpræstationer.
"Jeg er vis paa, den Sjaskeline Hermansen ikke ejer to Stykker helt Linnet", paastod Gjæstgiveren. "Og Direktør Snodriksen — ja han kalder sig jo Didriksen, men jeg kalder kam Snodriksen hva' — de Herrer? Ham kjender jeg s'gu lige til hans inderste Klædningsstykker, som han inte har. Hva'? For fem Aar siden logerede han hos mig med alle sine Kanuter. Penge fik jeg ingen af. Men, da de rejste, sagde han, at der var Pant nok i en Kuffert, som han lod blive staaende. Naa — jeg lukkede jo det Hyttefad op; rigtignok tænkte jeg ikke, at der var andet end raadne Fisk i det. Hva'? Der var et Par rede Knæbuxer, som han oven i Kjøbet havde stjaalet Tøjet til af et Par gamle Sirtses Gardiner i min Sal og ladet den tykke Madame sy — det var hende, der gik i Nattrøje og Skjørt til over Middag — ja saa var der to ituslaaede Porcellænspibehoveder, en Svineblære af en Tobakspung, en gammel graa Hat med Fjer og en rød Kappe med noget hvidt Katteskind, som de havde prikket over med Kønrøg, for at den skulde ligne Hermelin. Og Tøjet — ja det havde de sprættet af Gjæstgiverens Sofa i P—, det var noget gammelt Ulddamask. Den Rokkelurre gik Kristian den femte med i Elverhøgen, som de Bæster kaldte Elverhøjen."
