267
Kjærestesorg.
Den lille Mand stak Tungen ud og slikkede sig om Læberne. Den kom saa langt i Vejret, som vilde den tage Næsetippen med i Tilgift. Han sagde igjen sødt og blidt:
"Jeg er ellers Kolportør af gudelige Skrifter".
"Det er der ikke Noget at sige til," sagde Mads. Han havde set flere af den Slags passere Træskomandshuset i Spodsbjerg, havde et Par Gange ladet sig forlede til at kjøbe et Par hvide Smaapiecer, men de havde ikke moret ham. Han havde ikke noget imod at høre Prækener og gudfrygtige Ord den Søndag, han hver Maaned gik i Kirke; men, skulde man endelig læse, naar man ikke havde Andet at bestille og kjedede sig, saa var det dog morsommere at læse Viser og saadant Noget. Han sagde videre til den dvælende Kolportør:
"Nej se, man har s'gu nok af Bedrøveligheder rent gratis, saa jeg er ingen Hund efter at give Penge til for at læse om dem."
"De kan have godt af det, lille Ven!" sagde Kolportøren.
"Jeg har bedre af en Bajer," svarede Mads.
"Men den lille Pige da?" spurgte Kolportøren, som nu var gaaet tæt ud for Broen og stod og nikkede smilende til Marie.
Marie var bleven en Smule paavirket i Retning af det Højtidelige. Var det Mandens pludselige Tilsynekomst i den halvlyse Morgen — en vis Mystik i Situationen? Var det Minder om bedrøvede Timer, der stemte hende hen imod at søge Trøst i noget ubestemt Gudeligt? Hun sagde:
