269
Kjærestesorg.
"Saa har jeg et Brev til Dem fra en Ven, En, som er berørt af Naaden, En, som er slagen med Sot og Sygdom, men haver befalet sin Sjæl i Guds Vold, alt mens han har mindes sin Ungdoms store Kjærlighed."
"Kom med det!" sagde Marie og sprang helt i Land. Kolportøren rakte hende et Brev. Mads havde gjort et langt skrævende Skridt og stod nu ved Siden af hende. Han havde ingen Grund til at slaa den lille Graa, hvad han dog følte en saa inderlig Trang til.
Marie puttede Brevet ind paa sit Bryst under Kjolen.
Mads saâ op og ned ad Kolportøren, ivrig spekulerende paa, hvorledes han skulde faa Anledning til at fornærme ham. Saa opdagede han, at han var meget hjulbenet, endnu mere end han selv.
Han sagde uden videre "Du" til ham.
"Jeg kan begribe, at Du har sla'et Dig paa Bogkræmmeri, siden Du ikke kan tjene din Føde ved at gjenne Grise," sagde han og lo haanlig.
Den lille Mand svarede ikke, lettede paa Hatten og sagde:
"Guds Fred og Velsignelse, Marie Andersen!"
Mads gjorde et Skridt hen imod Kolporteren; men Marie skubbede saaledes til Mads, at han med det ene Ben plumpede ud i Søpløret. Det bragte Mads til Besindelse. Han sagde ikke et Ord, vandt nogenlunde fast Bund under Fødderne, tog rolig Plads ved Siden af Marie, saâ sammen med
