271
Kjærestesorg.
Madsens Mund "fraadede". Hun havde i sin Barndom, mens der var Hundegalskab i hendes Fødeegn, hørt sin Fader sige, at, naar en Hund havde hvid Fraade i Munden, saa skulde man klavre op i et Træ, naar man mødte den.
Mads Madsen gjorde en omgaaende Bevægelse om Baljen. I en Fart, en Fart, som kun Selvopholdelsesdriften giver, tog Marie dybt i Baljen efter det aller største Stykke Tøj; drev det af fuld Kraft ind mod Ansigtet paa den lille, tætte Karl. Stødet var saa stærkt, at Mads gik bag over, rullede et Stykke, til hans Fald standsede paa den frosne Afsats.
Før han havde besindet sig saa vidt, at han fik rejst sig igjen, var Marie borte.
"Det er D'ævlens, saa den Tøs har Armekræfter", sagde Mads, skuttede sig og drev op over, mumlende en lang Række Eder og Forbandelser.
IX.
Marie havde endnu noget at gjøre i det lille Udhus. Men hun tog Brevet, som Kolporteren havde bragt hende, ud fra sit Bryst og læste inde i sit Kammer:
O, Marie, ja ligesaa vel kan jeg sige ak,
Marie!
Fritænker har jeg været paa Trods, og jeg har
