19
Tre Fuldmægtige.
"Du er et Vrøvl."
"Tak, i lige Maade!"
"Kom!" sagde Stam.
De drev ned i hin Mellemting af Gade og Vej med de levende Hegn, hvor nu Lygteskjæret til Løn for sit mandlige Koketteri fik tusende funklende Øjne mellem Spindelvævenes Slør til Tak. Det agerede dèr en Don Juan med flere Gange tusende og tre at kurtisere.
"Der kunde Krog have sagt noget kjønt, hvis han havde været her", brummede Stam.
"Hold Mund!" svarede Klem.
Fra den nye Theaterbygning skinnede Lys ud. Lyden af fjærne Violiner, en enlig Klarinet og et dito Valdhorn lød ud i den dødstille Aften under sagte, ensomt Akkompagnement af den i Mørke aldeles skjulte dumpt plaskende Sø ved Gydens Ende.
"Hæ — Skulde han være der inde?" sagde Klem næsten hviskende.
"Sludder!" sagde Stam. ".... Men vi kan jo se ad."
"Hm! Tør du klavre over det Gærde! For ellers skal vi gaa helt uden om og ned til den anden Ende af Sankt Olsstræde."
"Nu skal jeg vise dig, at jeg ikke er bange for den Lede selv", sagde Klem og satte sin lille tykke Krop i Fart hen mod det levende Hegn. Det rummede ingen kongelig Embedsmand bag ved sig som Byfogdens Hus. Modig greb Herredsfuldmægtigen i Slyngplanternes sejge Kviste, hev sig op, uagtet han fik nogle Neldeblade i Tilgift og brændte
