284
Kjærestesorg.
Et polisk Smil gjennembrød det Sørgmodige i Mads's Ansigt. Triumferende tog han en Konvolut op af sin Buxelomme, viste sin Husbond Poststemplet og fortalte ham vidtløftig Begivenheden med Kolportøren og hans derpaa byggede Slutninger, at Marie havde kastet Konvoluten fra sig, og at han havde fundet den i det rimfrosne Græs, havde læst paa Poststemplet, hvor Brevet var kommet fra, end videre, at hun ikke kunde komme med noget Tog fra Stationen før Klokken ni, og til den Tid kunde han være der, selv om han red ganske jævnt.
Saa længe det havde været mørkt, havde Himlen tindret af Stjerner og Jorden glimtet af Rimfrost. Nu, da Mads kom ud af Stalden, var Luften graa og tung.
"Det bliver Snevejr," sagde Kjeldsen.
"Ja, man faar kølig hvid Uld oven paa Trøjen," sagde Mads.
Og saa red han afsted i Snetaagen. Sneen begyndte at falde spredt og stort, snart tætnede den sig. Mads sad i dump, taareløs, tankeløs og maalløs Sorg, hvilte sig magelig ud i den.
Den tætte Sne bepansrede, sløvede, dulmede ham.
Han hverken hørte eller saâ?
Den røde Vallaks Trin lød dæmpet og dumpt, som gik den paa Uldhosesokker.
Var det Mads eller den, som styrede den rigtige Vej hen til Jernbanestationen?
Mads var saa hensunken, at han glemte Klippinge Kro, skjønt den laa tæt ved Vejen. Der
