290
Kjærestesorg.
Paa Tabouretten foran den sad Marie og holdt Niels i Haanden. Han laa ned, og af og til hørtes hans lydelige Aandedræt. Det lignede et Barns Graad.
Pludselig rejste han sig op med forvildede Øjne. Sagte lagde Marie Armen om ham, lod hans Kind støtte sig til sin som et Barns til sin Moders. En svag Klynken udgik fra den Syge. Tungere og tungere sank han ned paa Maries Skulder. Han var falden i Søvn, sukkede og klynkede endnu i Søvne.
"Saa skulde da ogsaa… brølte den ene af de to kortspillende Patienter … den Onde … Din Snydertamp!"
Og ud fôr en skrækkelig afmagret Skikkelse med tynde hæslige Ben og endnu hæsligere Kæmpefødder ud af Sengen og over mod sin Nabo. Han rykkede ham i Haaret, og de begyndte at slaas. Niels vaagnede og nynnede:
Over mig er Naaden dalet,
jeg er frelst ved Lammets Blod.
… jeg kan ikke synge mere. Hvor er Jakob Jonas Vimmelbjerg? … Jonas … Jonas!
"Jeg skal Hække din Hjerneskal," brøltes der fra den anden Ende af Stuen "… Din …"
(Ordene kan ikke skrives).
De rev begge hinanden i Haaret.
Døren gik op. Konen, der passede de Syge, en Kæmpe af et Fruentimmer, kom ind. Hun tog et Tag i Deliristen og befordrede ham op i Sengen under en Salve af ligesaa raa Skjældsord, som de Kortspillende havde anvendt indbyrdes, og med en
