22
Tre Fuldmægtige.
nem Salen. En stærk, høj, trompetagtig Rest med bedaarende populære Gutturaltoner sang:
Ja hvis med et
Uforberedt
den Mand sig vover hjem igjen.
Jeg siger, han
genere kan —
det lønner sig kun slet, min Ven!
Thi da maaske
han faar at se
en Scene flov og højst fatal —
Nej, skrev han ej:
"Nu kommer jeg
igjen til dig — forglem mig ej!"
ham venter oftest Kvalm og Kval.
Publikum brølede Bravo som Vilddyr og klappede, som havde det Kobberhænder.
Var det den skjønne Giovannina Hermansens solidt-folkelige Yndigheder? — var det Folkets Stemme, der blev Guds Stemme? eller hvad var det, som fik baade Stam og Klem til i opspilet Henrykkelse at rette deres Øjne som sigtende Bøssepiber op mod Scenen — ja til at nynne Korets Melodi med — til at glemme, hvorfor de vare komne, til at glemme deres tidligere idealistiske Kunsttheorier? Nok er det, at de sidste skylledes bort som tyndt Kalkpuds af en raa Mur i Hagl eller Regnstorm. De klappede som besatte, brølte som Tyre. Tungen blev tør i deres Mund. Stams Øjne lynede højt over de paa den fugtige Næse nedglidende Briller. Klem spilede sig op i al den stille, gloende Henrykkelse, en Flegmatiker kan rumme.
